Socialministeriet 3. og 5. kt. J.nr.: 602-81 leo/jgu

27. oktober 1999

 

 

Notat
om
Forsørgelse af danske statsborgere i udlandet

 

1. Baggrund

I det følgende foretages til brug for Finansministeriet en gennemgang af reglerne i § 6 i lov om aktiv socialpolitik om forsørgelse af danske stats­borgere i udlandet samt et skøn over antallet af modtagere og de statslige udgifter forbundet hermed.

 

2. Lovgrundlaget

Hjemmelen findes i aktivlovens § 6, som lyder:

 

"Den Sociale Sikringsstyrelse kan bestemme, at en dansk statsborger, som har opholdt sig mange år i udlandet, kan få hjælp til forsørgelse, når hjemrejse derved kan undgås og andre forhold taler herfor. Det er en betingelse, at hverken ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, der kan dække det nødvendige behov.

 

Stk. 2. Hjælpen efter stk. 1 fastsættes på grundlag af en indstilling fra udenrigstjenesten med udgangspunkt i ansøgerens udgifter og levevilkå­rene i det pågældende land. Hjælpen kan ikke overstige et månedligt beløb, der svarer til folkepensionens grundbeløb med fradrag for eventu­elle indtægter."

 

Der er altså tale om kontanthjælp - i daglig tale kaldet understøttelse - og ikke om nogen form for pension. Ordningen hviler ikke på nogen kon­ventionsforpligtelse.

 

Sigtet med bestemmelsen er at undgå, at danske statsborgere, der i man­ge år har haft ophold i udlandet, for eksempel i forbindelse med ægte­skab, ser sig nødsaget til at rejse tilbage til Danmark af forsørgelsesmæs­sige grunde. Reglen har derfor navnlig betydning for ældre danske stats­borgere, der har opholdt sig i mange år i udlandet, for eksempelvis i æg­teskab med en udenlandsk ægtefælle, der nu er afgået ved døden, således at vedkommende ikke længere har noget forsørgelsesgrundlag.

 

Igennem tiden er der udvandret danskere til mange forskellige lande, men alligevel ydes der forholdsvis få penge efter paragraffen. Det kan skyldes flere ting, blandt andet at det er gået udvandrerne så godt, at de har kunnet forsørge sig selv, når de er blevet gamle, eller at landene, de nu bor i, har et forsørgelsessystem, der virker. Således er der ingen modtagere i Canada og kun enkelte i USA. At der er så få kan også skyl­des, at udvandrerne er blevet statsborgere i det nye land, eller at de ikke kender aktivlovens § 6

Det land, hvor der bor flest modtagere af ydelse efter § 6, er Argentina. Hovedparten af udvandringen hertil skete fra midten af forrige århundre­de og til og med l. verdenskrig. Herefter er der kun forekommet enkelt­udvandringer. De fleste modtagere er meget gamle, og de er typisk ud­vandret som børn sammen med deres forældre eller kommet til Argenti­na som ganske unge.

I det omfang, de overhovedet har en argentinsk pension, er den meget lille, typisk under 200 US$ pr. måned, svarende til ca. 1.400 danske kro­ner. Enkelte kan bo på plejehjem, hvor de afkræves betaling for ophol­

det, men de klarer sig ellers typisk i eget hjem i en ret høj alder.

 

Da de er danske statsborgere, har Danmark en forpligtelse over for dem, hvis de igen sætter foden på dansk jord. Og det væsentligste hensyn med bestemmelsen er, at de kan forblive der, hvor de har haft deres liv og hvor deres børn, børnebørn og venner bor, frem for i en høj alder - og med et stort plejebehov - af forsørgelsesmæssige grunde at blive tvunget tilbage til Danmark, der i dag vil være fremmed for dem.

 

3. Skøn over antallet af modtagere samt udgifter

De samlede årlige udgifter udgør 2-3 mill. kr. og budgetteres på Social­ministeriets finanslovsparagraf 15.41.01.20. Forsørgelse af danske stats­borgere i udlandet.

 

Den Sociale Sikringsstyrelse skønner det samlede antal modtagere til 110. Heraf bor godt 90 i Argentina og under 5 i Brasilien og Chile, mens den resterende del bor i lande udenfor Sydamerika. Den gennemsnitlige udgift pr. modtager skønnes til knap 20.000 kr. pr. år.

.